Vertica lever af udvikling. Menneskelig udvikling, forretningsudvikling og ikke mindst software-udvikling. Derfor er det kun naturligt, at vi nu byder velkommen i partnerkredsen til Adrian Calin, der gennem flere år har ageret driver for Verticas teknologiske udvikling. Adrian skal således bidrage til partnergruppen med sin tekniske ekspertise, ligesom han skal være med til at videreudvikle Vertica som branchens bedste medarbejdermiljø for ambitiøse udviklere.
Fra praktikant til partner på knap 11 år
Sådan kan Adrian Calins rejse i Vertica opsummeres på en enkelt sætning. Bag den imponerende karrieresti gemmer der sig en stor passion for tech-udvikling og et organisatorisk fokus på, hvordan man skaber velfungerende teams på digitale projekter.
”Jeg glæder mig bare til at hjælpe. Vertica er i en rigtig god position, så jeg glæder mig mest af alt til at kunne bidrage til partnerkredsen med et mere teknisk point-of-view. Den flade organisationsstruktur i Vertica giver masser af plads til vores mange udviklere, og det er med til at sikre, at vi hele tiden kan være up-to-date på den teknologiske udvikling, og at vi har et fantastisk medarbejdermiljø for ambitiøse udviklere. Det er nogle af de elementer, som jeg gerne vil værne om og være med til at bygge videre på,” siger Adrian om sin rolle i partnergruppen.
Vaskeægte verticaner
Adrian Calin kom til Danmark fra Rumænien i 2011 og startede hos Vertica som praktikant i forbindelse med sin uddannelse i 2013. Herefter blev han hængende; først som studentermedhjælper, så som fuldtidsansat udvikler i vores serviceafdeling, og til sidst som Tech Lead, hvor han nu i flere år har været med til at sikre den teknologiske fremdrift i Vertica som en del af vores Tech Driver Group.
Han er således en vaskeægte verticaner, som ifølge vores CEO, Jeppe Hansen, passer perfekt ind i det, som Vertica står for – og gerne vil blive ved med at stå for.
”Adrian er god til at gøre gode kollegaer endnu bedre. Han har en stærk passion for tech, og han er skarp til at formidle og konkretisere tekniske omstillinger – og ikke mindst til at sørge for, at de faktisk sker. Og eftersom Vertica jo er et teknisk hus, så giver det god mening for os at styrke partnergruppen med en større repræsentation af tech i de ledelsesmæssige beslutninger om virksomhedens retning. På den måde sikrer vi også, at vi står stærkt i forhold til at holde trit med den teknologiske udvikling,” siger Jeppe Hansen.
Vi skal ikke kun følge trends, vi skal sætte dem
Som en af frontløberne for de tekniske firspring i Vertica, har Adrian blandt andet hjulpet med adoptionen af nye teknologier og frameworks såsom MACH-arkitektur. Det har ført til en række succesfulde projekter, og det er den slags udviklinger, som Adrian gerne ser endnu flere af i fremtiden hos Vertica.
”I de seneste år har vi haft gode erfaringer med at arbejde mere med blandt andet MACH. I det hele taget vil vi gerne arbejde endnu mere med nye, cutting edge-teknologier. Hvis jeg skal drømme stort, så vil vi gerne være dem, der sætter tonen for ecommerce-arkitektur i Danmark inden for de næste 5-10 år. Vi skal ikke kun følge de nyeste trends, vi skal også være med til at sætte dem. Jeg synes allerede, at vi har taget nogle store skridt i den retning, og jeg glæder mig til at tage de næste,” runder Adrian af.
Det er således med store ambitioner for Verticas teknologiske fremtid, at Adrian slutter sig til den eksisterende partnerkreds i Vertica, som i forvejen tæller Lars Christensen, Line Ghisler, Uffe Meiner, Kim Bæk Hansen, Roar Nissen, Anna Katrine Matthiesen og Jeppe Hansen.
