Din udvikling i Vertica
I Vertica tror vi på, at frihed og ansvar giver glade medarbejdere og gode resultater. Derfor er du selv ansvarlig for din personlige og faglige udvikling. Uanset om dit mål er at specialisere dig inden for din faglighed, eller at påtage dig mere ansvar, så gælder det, at hvis det er noget du kan noget af i forvejen, synes er sjovt og som giver mening for Vertica, så er det muligt.
Som udvikler er det for eksempel muligt at få det overordnede ansvar for løsningens kvalitet i rollen som devlead. Det kan også være, at du udvikler en interesse for ledelse eller organisationsudvikling. I det tilfælde er der masser af arbejdsgrupper, som du har mulighed for at tage del i, der for eksempel bestemmer, hvordan lønprocessen skal se ud, eller hvordan vores udviklingssamtaler skal foregå i fremtiden.
Du har også mulighed for at skifte rolle eller funktion og dermed arbejdsopgaver, hvis det er ønske og det giver mening for Vertica. Det har vi flere eksempler på. Vi har blandt andet projektledere, som siden er blevet account managers, og udviklere, der i højere grad deltager i afklaringsfasen som tekniske forretningskonsulenter, end i selve leverancen.
Karrierecoach-ordningen
Alle i Vertica har en karrierecoach. Karrierecoachen er en kollega, der har fået en særlig uddannelse i at være sparringspartner for dig i det daglige, og flere gange i løbet af året inviterer dig til udviklingssamtaler. Karrierecoachens allervigtigste formål er at sparre med dig om din karriere, og hjælpe dig med at sætte retning på din udvikling, så dit arbejdsliv er meningsfuldt for dig.
Vores karrierecoaches er alt fra projektledere og integrationskonsulenter til udviklere, partnere og account managers. De har alle det til fælles, at de har en række år bag sig på arbejdsmarkedet, og at de har lyst til at udvikle deres kolleger fagligt og personligt. Du har selv indflydelse på, hvem din karrierecoach skal være, ligesom du også selv har mulighed for at blive karrierecoach.
Op til din MUS-samtale indsamler du og karrierecoachen begge to feedback fra dine tætteste kolleger. Det fungerer som input til samtalen, hvor I også vender din trivsel i hverdagen, ønsker til uddannelse og projekter, du er på, og dine overordnede karrieremål. Derudover hjælper karrierecoachen dig med at formulere et eller flere udviklingsområder, du kan arbejde med i hverdagen. Har du imellem udviklingssamtaler brug for at vende et uddannelsesønske, og om det nu også giver mening for både dig og Vertica, så kan du selvfølgelig også gøre det ad hoc.
Frit uddannelsesbudget
Vi tager ofte afsted på kurser, seminarer og konferencer for at tilegne os ny viden. Der findes ingen faste politikker om, hvornår det er din tur til at komme afsted. Det regulerer sig selv – dels ved, at du selv er med til at finde de kurser og konferencer, du gerne vil deltage på, og dels ved at vende udbyttet med dine kolleger.
Beslutningen om, hvorvidt en uddannelse er relevant for dig, tager du på samme måder som alle andre beslutninger i Vertica i samråd med en lille flok meningsfuldt berørte. Det kan være din karrierecoach, din projektleder, og en kollega fra din faggruppe, eller et projekt du arbejder på. Hvis I sammen vurderer, at uddannelsen vil være til gavn for dit daglige arbejde, kan du frit tage af sted. Vertica betaler selvfølgelig for selve uddannelsen, transport og evt. indlogering.
Efter deltagelse på en konference eller lignende har vi tradition for, at vi deler den viden og inspiration, vi har fået med hinanden – enten via blogindlæg, oplæg på teammøder eller til Beer & Learn om fredagen.