Så hæver vi, så sænker vi…
På kontoret i enten Aarhus eller København får du et hæve-sænkebord og en kontorstol med flere indstillingsmuligheder. Det er vigtigt for os, at der er de bedste ergonomiske forhold. Det kan være svært at undgå smerter i ryg, skuldre og nakke, når man sidder mange timer foran en computer. Men vi gør vores bedste for, at udstyret kan afhjælpe.
Windows eller Apple?
Der er frit valg af udstyr. Derfor bestemmer du selv om du vil sidde med en Mac eller en PC. Om du vil have en Android eller en iPhone. En, to eller tre skærme. Hovedtelefoner med noise-cancelling? Inden for rimelighedens grænser (som det løseligt formuleres), står vi klar med præcis det udstyr, som du foretrækker.
Mobiltelefoner
Eftersom vores løsninger skal fungere på den nyeste forbrugerteknologi, er det vigtigt, at vi har et godt kendskab til, hvordan den virker, og hvordan brugeroplevelsen er. Derfor stiller Vertica en mobiltelefon til rådighed.
Maks beløbet Vertica dækker i forbindelse med en ny telefon er 8.249 kr.- (inkl. moms). En eventuel difference skal man selv betale.
Keyboard-workshop
Med jævne mellemrum afholder vi workshops, hvor der er mulighed for at bygge sit eget personlige tastatur. Sammen med andre kolleger bliver der bygget, limet og pudset, så tastaturet får det personlige præg, du ønsker at give det.
IT-sikkerhedspolitik
IT-sikkerhed er vigtigt, når man arbejder med store løsninger, som er essentielle for virksomheders infrastruktur. I forbindelse med ansættelsen bliver du præsenteret for Verticas samlede IT-sikkerhedspolitik, som du skal skrive under på, at du er indforstået med. I den er der forskellige krav til brugen af arbejdscomputer, to-faktorgodkendelser og øvrige sikkerhedsprocedurer.
Vi anvender blandt andet 1Password i forbindelse med at gemme passwords til intern brug.
Slack
Slack er vores primære kanal til at sende beskeder rundt i huset. Vigtige beskeder meddeles også mundtligt og via mail. Men det er på Slack, de små beskeder, som enten oplyser, underholder eller informerer, bliver delt.
Vi har et væld af Slack-kanaler baseret på teams, interesser og faglighed. I flæng kan nævnes Slack-kanaler om alt fra brætspil til backend-udvikling og fra socialt til sustainability. Det er ikke et krav at være på Slack i arbejdstiden, men man får en god forståelse af alt, der rører sig i virksomheden ved at følge med på udvalgte kanaler.
Softwarelicenser
I Vertica er der frihed til at arbejde med den software, man synes er allersjovest. Vi blander os ikke i, om du bruger Visual Studio, Visual Studio Code eller Rider. For tiden har vi også projekter som laves i Codescene.
Fil-deling med kunder
Til alle projekter hos Vertica kan der oprettes et Microsoft Teams-site, der er deles mellem projektteamet hos os, kunden og eventuelt andre leverandører.
Her uploader vi dokumentation, projektplaner og andre dokumenter med relation til projekterne. På grund af den eksterne adgang til sitet er det altid en god idé at tænke over, hvordan ting formuleres.
Har du brug for, at der oprettes et site, eller mangler du adgang til et site, er du velkommen til at kontakte enten projektlederen på det specifikke projekt eller vores IT-afdeling.
https://youtube.com/shorts/CRisKIWXsJc?feature=share