Academy
Vi forsøger at samle og dele så meget viden i huset, som muligt. Derfor har vi samlet eksterne og interne academies og kurser i et samlet katalog. Det er delt op i faggrupper, så frontendere, backendere, UX’ere, forretningsudviklere med mere kan se, hvilke relevante tilbud som findes inden for et specifikt område. Man melder sig på et emne, og når der er nok tilmeldte bookes kurset.
Vi lægger vægt på, at der er kurser som henvender sig til erfarne såvel som nyuddannede fagfolk i kataloget.
Frit uddannelsesbudget
Vi lever af vores viden, og derfor er det vigtigt, at vores kolleger er nogle af de dygtigste i spændingsfeltet mellem softwareudvikling, UX og ecommerce. Har du fundet eller hørt om et kursus, oplæg eller konference uden for vores Academy-katalog? Så er du mere end velkommen til undersøge det nærmere og vende det med dit team og karrierecoach (se nedenfor).
”Uddannelse” er både konferencer og kurser, som gør os klogere og udvikler viden i Vertica. Det kan være i både Danmark og internationalt. Når man har været på en konference eller gennemført et kursus, opfordrer vi til, at man deler sin nye viden med kollegerne, så alle kan få glæde af den nye viden og de nye erfaringer. Det kan f.eks. ske via oplæg på teammøde eller på en Beer & Learn, som er åben for alle i Vertica.
Karrierecoach
Alle i Vertica får en karrierecoach. Karrierecoachen er en kollega, som har uddannet sig til at coache, og som hjælper dig med at tage din karriere i den retning du ønsker. Det er et tiltag, som skal skabe mest mulig arbejdsglæde og sikre, at alle kommer til at arbejde med de opgaver, projekter og teknologier, som de synes er allermest spændende.
Karrierecoachens baggrund kan være softwareudvikler, UX'er eller noget tredje. To gange om året afholder I en samtale, hvor både faglige og personlige udviklingsmål kan komme i spil afhængigt af, hvad du ønsker.
Praktikanter
I Vertica er vi meget glade for praktikanter. Eller prægtigkanter, som vi også kalder dem. Det er enormt givende at få studerende ind i huset, som kommer med den nyeste viden, og som udfordrer status quo i Vertica. Derfor tager vi hvert semester imod nye praktikanter.
Praktikanter er en del af Vertica på lige fod med andre kolleger. Det betyder, at du til fester og andre arrangementer kan skåle med såvel partnere som praktikanter. Alle som er i Vertica kan komme til vores arrangementer. Det er 10 år siden, vi tog imod vores første praktikant. Han hedder Martin og han er ansat i Vertica som app-udvikler.
Bibliotek
Vi køber bøger ind, når der udkommer noget spændende faglitteratur, som vores kolleger efterspørger. Kender du til en bog, som du gerne vil læse, eller som vi kan få glæde af i huset? Så køber vi den ind til vores bibliotek.
Derudover har vi også et Lego-bibliotek. Her kan du låne byggesæt med hjem og samle dem. Alene eller sammen med familien. Herefter returneres byggesættene, så andre kan have glæde af dem.
Bogklubben
I Vertica er der flere kolleger, som af og til læser faglitteratur og derefter diskuterer den. Bogklubben er opstået på eget initiativ af engagerede læseheste, som slår sig i tøjret, når der er brug for nye input.
Faggrupper
Er du usikker på, hvordan dit tekniske design skal se ud? Eller om en wireframe sidder i skabet? I Vertica har vi faggrupper, hvor sparring og feedback bliver delt inden for de forskellige faggrupper. Frontendere, tech leads og UX’ere har faste møder, hvor de får review på deres arbejde og giver fælles sparring. I faggruppen kan man altid søge hjælp, hvis man sidder med en teknisk udfordring, som man har brug hjælp til at løse.
Der er ingen, der kan alt i Vertica. Men vi er et hus fuldt af specialister, som er blandt de dygtigste i landet inden for deres fagområde. Derfor er det de bedste i branchen, som giver feedback på dit arbejde.
Show and tell
To gange om måneden er der Show and tell. Her fortæller kolleger om tech-emner, som de har viden om, og som måske anvendes på en særlig måde i et projekt.
Et Show and tell kunne for eksempel en demo af TerraForm i et kundeprojekt, en guided tour i Application Insights, en præsentation af hvordan Bogus kan bruges til at lave testdata, eller hvordan man implementerer live shopping på et site.
Brænder du for et særligt område inden for webudvikling? Så er der rig mulighed for at dele din viden med andre begejstrede udviklere.
Specialesamarbejde
Vi elsker ny viden. Derfor samarbejder vi meget gerne med studerende, der ønsker at skrive speciale om emner inden for ecommerce. Når man skriver speciale i samarbejde med Vertica får man adgang til viden og kunder, som er i huset.
Hvis du ønsker at få feedback på delresultater eller delkonklusioner, står vi selvfølgelig klar med nysgerrige øjne.
Møder
Når man skal arbejde sammen på kryds og tværs kræver det ofte møder, hvor man koordinerer, tager beslutninger og vidensdeler. Det kan både være fysisk i mødelokaler på kontoret, online eller hos kunder til kundemøder.
Nogle gange, har man meget om ørene. Så meget, at det kan være svært at nå alt, der står på to do’en. I så fald er det helt okay at afvise mødeindkaldelser, selvom der egentlig er et hul i kalenderen. Det er vigtigt, at vi passer på os selv og hinanden.
Mødelokaler
I Aarhus er alle mødelokaler opkaldt efter computer- eller konsolspil. Vi har blandt andet Tekken, Warcraft, Zelda, Space Invaders, Bubble Bobble og mange flere mødelokaler. De har alle video- og taleudstyr, så både online- og offline møder kan arrangeres.
I Kødbyen i København har vi mødelokalet Meat room (with a towel). Delvist inspireret af stedets tidligere funktion som slagteri, og delvist af en legendarisk scene fra Gamle Mænd i Nye Biler. Her finder du også udstyr til onlinemøder. Og derudover en dartskive. Og en Nintendo Switch. Og en guitar. Og forskellige brætspil. Her bør det indskydes, at mødelokalet også bruges til fredagsbar.
Mandagsmøde
Hver mandag morgen mødes alle i Vertica til et fælles brief på ti minutter om ugen der kommer. Her kan alle byde ind med relevant info til huset. Mødet tilgås fysisk i kantinen i Aarhus eller online for dem der arbejder i København eller hjemmefra.
Månedsmøde
En gang i måneden holder vi månedsmøde, hvor info om nye releases, rekruttering, og økonomi gennemgås. Budgettet for den forgangne måned med omsætning og resultat præsenteres for alle i huset. Månedmødet skal sikre, at alle har relevant viden om, hvad der foregår i virksomheden. Mødet varer som regel en time. Alle deltager enten ved at møde op i kantinen i Aarhus eller online, hvis man sidder i København eller derhjemme.
Transport til kundemøder
Skal du ud til kunder, har vi en firmabil (med brobizz), du kan bruge til transport. Vi har også firmacykler, som du kan låne til transport til og fra kunder.
Hvis du foretrækker at køre i din egen bil, betaler Vertica eventuelle broafgifter og derudover betaler Vertica kilometerpenge ud fra statens takster.