Udfordring
Hvordan kan man som tekstilproducent bidrage til mere informerede produktvalg i en af de mest ressourcekrævende brancher i verden? For Kentaur handler det om ansvarlighed og gennemsigtighed i hele værdikæden – og om at give kunderne adgang til viden, de kan handle på.
Derfor har Kentaur implementeret et system til håndtering og præsentation af omfattende LCA-data (cradle-to-gate Life Cycle Assessment) direkte på produktsiderne. Med denne løsning får kunderne et klart og faktabaseret overblik over de miljøpåvirkninger, der er forbundet med produkterne – og dermed bedre forudsætninger for at træffe oplyste valg.
Kundebehov
Kentaurs kunder – som især tæller forhandlere og professionelle vaskerier – har stigende behov for dokumentation og indsigt. Derfor var målet at præsentere validerede miljødata på en måde, der er tilgængelig og brugbar i hverdagen.
Vi har hjulpet Kentaur med at integrere LCA-data i deres digitale produktunivers, så data vises direkte i købsoplevelsen. Det giver kunderne indsigt i CO2-udledning og andre parametre, der indgår i livscyklusanalyserne.
Samtidigt bidrager løsningen til lettere rapportering i forbindelse med udbud og intern dokumentation.
Dataformidling
LCA-dataene er udviklet og valideret i samarbejde med Made2Flow og indlæses i Kentaurs PIM-system. Vertica har stået for integrationen på websitet samt designet af datavisningen, så informationerne formidles klart og struktureret uden at overvælde brugeren.
Løsningen fokuserer på en række nøgleparametre – som landforbrug, klimaforandring og human toksicitet – men er fleksibel og kan udbygges i takt med udviklingen i både datagrundlag og kundernes behov.
Brancheansvar
Selvom tekstilbranchen er blandt de mest forurenende, mener Kentaur, at det netop forpligter. Ikke til at kommunikere perfekte løsninger, men til at tage ansvar og give sine kunder reel indsigt i produkternes påvirkning.
Denne løsning er ét skridt i retning af mere åben og ansvarlig produktkommunikation, hvor data får lov at tale for sig selv – uden at pynte på virkeligheden.
Kentaur er et full-service arbejdstøjsbrand, etableret i 1990, med over 400 medarbejdere. De designer, producerer og sælger vaskeriegnet erhvervsbeklædning til det globale marked – distribueret gennem vaskerier og forhandlere. Produkterne henvender sig til en bred faggruppe inden for hotel- og restaurationsbranchen, retail og detailhandel, social- og sundhedssektoren, rengøring, storkøkken og fødevareindustrien.